Slægtshistorisk Forening for Viborg og Omegn                                    Medlemmernes forskerområder:

 

Tove Krog, Møllevej 11 A, 8800 Viborg                   Tlf. 86 67 10 99     E: tove-krog(a)jubii.dk    (a)=@

 

Arbejdsområder:

Min slægt har stort set været bosiddende i en radius af 150 km fra Viborg – med enkelte undtagelser.

Jeg har bl.a. lavet en levnedsbeskrivelse af min tipoldemor Karen Marie Larsen f.27. okt. 1842 af forældre Jens Lassen Fasbinder og hustru Maren Andersdatter bosiddende i Romalt, Kristrup S. Karen Marie blev gift med ”Svensker Carl” og endte med sine 3 børn på Udbyover Fattiggård, mens min tipoldefar Carl Petter Anderson måtte tjene til livets ophold ved at arbejde på forskellige gårde, bl.a. Overgård.

Min mand og jeg købte i 1985 en gammel landsbyskole på Mors for at bruge den til fritidsbolig. Selvfølgelig blev jeg nysgerrig efter at lære skolens historie at kende, så det gik jeg i gang med, bl.a. opsøgte jeg gamle elever og fik dem til at fortælle om deres skolegang. Det blev til et indlæg i hæftet ”jul på Mors” under titlen  ”Et 100 års jubilæum. Vester Flade Skole 1900-2000.”

 

I foråret 2000 fandt jeg på et loppemarked i bunden af en papkasse med bøger et gammelt, gulnet kladdehæfte, som jeg købte for 50 øre! Det viste sig at være Hans Krarup Jensens levnedsbeskrivelse fra han blev født 1886 i Skaun, Vindum S. til han som ung arbejdede dels  som tjenestedreng på skiftende gårde og dels som jernbanebørste. Det var utrolig spændende læsning. Jeg valgte at skrive hele hæftet ordret af og desuden lave research omkring hans liv helt frem til hans død i Viborg 1958, samt finde relevante oplysninger om de lokaliteter og personer, han beskriver. Mit færdige arbejde blev efter eget ønske sendt til Dansk Folkeminde Samling.

 

De sidste par år har jeg været i gang med at skrive ”udvandrehistorie”. Min oldefar Peder Kristian Nielsen havde 3 søstre, der udvandrede til Minnesota. De hed Ane Margrethe ( f. 10 jan. 1859), Andrea ( f. 2 okt. 1860) og Nielsine( f. 31 okt.1862). Alle er født i Egeberg, Ejsing S. af forældre Niels Ebbesen og hustru Ane Katrine Jensdatter. De skrev mange breve og fortalte om livet derovre ”på den anden side Blåmyren”, som en af dem udtrykte sig. Jeg har fået kontakt til flere af deres efterkommere, og vi brevveksler oplysninger og fotos –  spændende og givende for begge parter.

 

Jeg har også brugt megen tid på at tage rundt og snakke med ”de gamle” i familien – inden det blev for sent! De har kunnet fortælle meget –  gode historier som har været med til at sætte kød på slægtstavlens navne. Gamle gulnede fotos er også blevet identificeret – jo, ”de gamle” i familien må man endelig huske at besøge!

Tilbage til forskere   

Tilbage til forsiden 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Tilbage til forsiden